Dage

Dage

Dage er ikke hvad dage har været.

Før i tiden var dage, noget man så frem til - noget der bare var der, og som fyldte tidsrummet mellem vågen tilstand og søvn med samfundsbekræftende aktiviteter. Dage var det, der gav smørret på brødet, og overskuddet til at investere i kolonihaver, Folkevogne, og transistorradioer. De gav muligheden for at tage på søndagstur til tante Anna, og nyde det højtbelagte smørrebrød, silden og snapsen, mens mændene diskuterede den fejlslagne politik og den sidste nye atomprøvesprængning i Stillehavet, og kvinderne sammenlignede nederdelslængder og snakkede om madopskrifter.

Dengang gav dage tid til at følge med i alt hvad der skete i den hjemlige andedam uden absolut at skulle bekymre sig om morgen-dagen. Morgen-dagen - egentlig et underligt udtryk. Dagen i morgen. Morgen-dagen. Man kan næsten lugte høet, der ligger i store stakke på de Morten Korch'ske marker og venter på at blive bragt hjem på høloftet, for senere at ende i sultne køer, der kort tid efter var blandt fristelserne på søndagsfrokostens veldækkede bord.

Morgen-dagen. Hvorfor ikke også nu-dagen. Dagen i dag. Nu-dagen. Den dag, hvor man vågnede om morgenen med knuder i maven, fordi hun havde lovet at komme forbi til frokost sammen med moderen og faderen, for at familierne kunne lære hinanden at kende inden forlovelsen, så man kunne gifte sig et år eller to senere, og få et par børn, der også ville kunne vågne op på en nu-dag længere ude i fremtiden med knuder i maven over at skulle præsentere sin udkårnes familie for én selv.

Eller hvad med før-dagen. Dagen før dagen i dag, nu-dagen, der ligger før morgen-dagen, der ikke har noget foran sig. Man ved jo aldrig hvad morgen-dagen bringer, siger det gamle ordsprog. Til gengæld er der intet der siger, at man ikke ved hvad før-dagen bragte. For det vidste man jo. Den bragte alt det, man veltilfreds tog med til nu-dagen, for at kunne være sikker på at konstruere en tilfredsstillende morgen-dag. Alt hang sammen, og var på smukkeste vis en del af hinanden. Før-dagen, nu-dagen, og morgen-dagen. Alle andre ønsker og tanker lå langt ude i fremtiden, og var ikke noget man havde kontrol over. Hvilket man i øvrigt heller ikke ønskede. Kontrol. Det var noget man havde over sig selv her-og-nu. På nu-dagen. Og ikke noget man bekymrede sig over at skulle ha' i fremtiden. Fremtiden var jo bare noget der kom, lige så sikkert som der ville komme en dag i morgen. Morgen-dagen. Et lykkeligt, sikkert og tilfreds liv, der kun skulle bekymre sig om tre dage ad gangen.

Morgen-dagen, nu-dagen, og før-dagen.

Før-dagen kaldte man osse for gårs-dagen. Hvilken gård, spørger jeg bare. Endnu en af disse rent idylleriske solbeskinnede rødmalede bondegårde fyldt med veltilfredst gumlende kvæg, der ikke havde noget større ønske end at ende på storbyboernes veldækkede borde. Hos tante Anna. Eller moster Gerda. Eller hvor det nu var folk tilbragte den autoriserede lovgivne enkelte fridag en givtig og slidsom arbejdsuge bragte med sig.

Og lønnen, der altid blev tjent i éns ansigts fodsved, blev hver uge stolt bragt hen i den foretrukne bankvirksomhed, der med største flid sørgede for at de 30 kr arbejdsgiveren storslået havde valgt at udbetale langsomt men sikkert voksede sig lige så store, som det parcelhus der stod øverst på listen over morgendagens anskaffelser. Hvis man altså nogensinde fik råd til det, og fuldmægtigen i banken gav lov, hvilket igen afhang af om han havde haft en god morgen sammen med sin lille viv derhjemme i Hellerup, hvor han langt om længe havde fået en fod indenfor i det bedre selskab.

Det selskab hans far havde talt om med en sådan længsel i stemmen, at han ikke havde haft noget større ønske for morgen-dagen end at tilhøre det, og derfor pligtskyldigt nu sad fra tidlig morgen til sen aften og bekymrede sig over hvorvidt man nu havde råd til et parcelhus med en indtægt af dén størrelse.

Joooo, tilværelsens dage var lettere dengang, hvor børnene voksede til med den anbefalede hastighed, og groede bumser og skægvækst, der krævede at man skjulte et smil når der blev spurgt om lov til at låne skraberen første gang. Eller bekymrede moderlige miner, når der nu skulle snakkes menstruation med den udvoksede solstråle af en datter uden at rødme på de forkerte steder. For det er jo nu en gang kvinden lod at bløde på de regelsatte tidspunkter i hverdagen, så der senere kan være flere skæg- bumse- og menstruationsbefængte afkomsstørrelser at tage under sine beskyttende vinger.

Dengang, var dage hvad de skulle være.

Nu er dage bare noget man står op til.

Bevidstløst hamres vækkeuret tilbage til stenalderen, hver gang det vover at påpege, at en ny dag står og truer i horisonten. Væk med gårs-dagen, før-dagen, nu-dagen, og morgen-dagen. Nu hedder det hele bare Fremtiden, og Fremtiden står jo og truer med hele tiden at vokse én over hovedet med alle sine krav om anskaffelser og truende ny situationer på det verdenspolitiske marked, som man absolut skal tage stilling til for at kunne deltage i diskussionen blandt kollegerne i den nyindrettede kantine på firmaet, der året før var et skur på en mark i periferien af en soveby, men som nu uden at flytte sig ligger midt inde i en hastigt udviklende by, hvor kriminaliteten og mængden af bedrevidende politikere vokser eksponentielt dag for dag.

Borte er også søndagsfrokostens velsignede ro over silden, snapsen, den lune leverpostej og de hjemmegjorte rødbeder. Ikke fordi rødbederne har mistet deres hjemmegjorthed - de er stadig lavet hjemme hos fabrikanten, på maskiner der døgnet rundt spytter dåse efter dåse ud helt uden menneskelig hjælp og med nøjagtig tilsætning af alle de smagsstoffer, der jo smager så pragtfuldt, og som gør den røde bedeknold til et spændende supplement til pasta'en, risen og de 36 forskellige grøntsager fra lige så mange lande, og med navne alle helt selvfølgeligt kan udtale uden at knække tungen.

Og tante Anna og moster Gerda er blevet til Anne-pigen og lilleG, for vi er jo alle sammen mennesker, og det er da osse alt for gammeldags at sige tante eller moster, for tænk hvis man skulle forklare overfor sine nu knapt så håbefulde poder, hvad en tante eller en moster er, og det viser sig man er nødt til at slå op i Gyldendals Store Danske Encyclopædi for at være sikker på stavemåden, og man derved kommer til at vise at man ikke aner en skid om hvad det er man snakker om.

Ikke fordi det på nogen måde ville ændre podernes indstilling til én, voksne er jo et ubehageligt onde, der sikkert bliver afskaffet ved lov, så poderne kan komme til at bestemme alt det de under ingen omstændigheder har tænkt sig at bestemme alligevel, før de bliver voksne. Og de bliver jo afskaffet, ikk'?.

Og så er der lønnen, der skal forhandles hver tredje måned med en chef hvis mavesår truer med at tage magten mere fra ham end hans ex-kone allerede har gjort ved at få rettens ord for at hun bare kan hæve hustrubidraget efter eget ønske, for hans virksomhed giver jo overskud nok til at kunne brødføde den tredje verden, selvom skattevæsenet siger han har et underskud på størrelse med den samlede danske stats gæld til udlandet.

Og bagefter skal man ind i den investeringsvirksomhed firmaet eller fagforeningen har valgt for én - de ved jo bedre end nogen andre hvad der er bedst for alle deres medlemmer, så derfor bliver medlemmerne nødt til at betale endnu mere i kontingent, for tænk hvis der nu kom en strejke og man ikke var forberedt på at skulle leve uden sine golftimer og datterens ridehest måtte aflives og ende sine dage som fars i røde pølser, der ikke længere er røde, for politikerne kan ikke li' farven.

Og investeringsbankvirsomhedsrådgiveren rynker panden og truer med at lukke Dan-Visa-og Mastercard, hvis ikke snart der kommer mere ind end de sølle 32 tusinde om måneden, for alting stiger jo og man har jo ikke styr over hvor meget man bruger. Man kan da heller ikke forlange, at et 7-tal i matematik til studentereksamen er nok til at kunne lægge alle de røde, grønne, gule og sorte tal på de månedlige let truende hilsener fra offentlige, halv-offentlige og private instanser sammen til et positivt resultat, når man samtidig skal spekulere på om radioen, computeren, bilen, båden, sommerhuset og fruens plastiske operation er out-dated og skal opdateres til en ny alpha-, beta-, eller gamma-version af den originale.

Og på tv'et, der fylder hele endevæggen i den nyrestaurede bondegård, hvor køerne er blevet til små papskilte, sønnen satte op en søndag eftermiddag for at vise at familien virkelig var flyttet på landet, er der ikke andet end bombninger af byer, der ligger længere væk end de 30 minutter det tager dagligt at commute eller pendle til arbejdspladsen, og film af varierende underlødig karakter, med den evindelige morale at dén er stærkest som tager det hele, og får blondinen i enden, hvis ikke det viser sig at blondinen politisk korrekt er en mand, så der endnu en gang kan pirres til dén seksualitet, der forsvandt samtidig med at fruen købte en halv lastvogn fuld af nerve-, sove- og hovedpinepiller.

Og man står på badeværelset om morgenen og kan ikke finde sin 6-gears, full overdrive, Mach57 barbermaskine, fordi sønnike har ment at den duede bedre som interface mellem dén sattelit han er opkoblet til og uhyret på hans skrivebord i det 80 m2 store værelse, der spytter e-mails ud på samlebånd - helt uden menneskelig hjælp - og som egentlig ikke kræver nogen besvarelser, det skal maskinen sgu nok selv sørge for.

Den trækker også automatisk hele familiens samlede indkøb på Nettet uden at rødme og uden at spørge først - hvilket egentlig er meget udmærket, man aner jo alligevel ikke en dyt om hvad de statsautoriserede 3 andre medlemmer af familien, der har hver sit efternavn, for det e r jo så moderne, i det hele taget trækker hjem til adressen af goder som blev opfundet i går og som udløber i morgen.

Og hvis man så endelig har fået nedlagt dén sekretær, som de andre påstår er en ren djævel i sengen, viser det sig at det mest djævelske ved hende er den blindtarmsoperation hun fik foretaget uden bedøvelse men med nåle stikkende ud fra hundredevis af kinesisk korrekte akupunkturpunkter, under overvågelse af den indforskrevne kinesiske lægestuderende, der ikke kunne et ord dansk og havde sin egen tolk med til operationen, men som v a r så sød, og som hun bagefter bollede i opvågningsrummet.

Og konen vil skilles, og børnene være landmænd på en sydhavsø, hvor de vil dyrke hamp, svamp, og andre euforiserende stofffer, som ingen kan leve uden, og som alle absolut skal prøve mindst én gang i deres liv, og "Far, fyr en fed - og realiser dig selv - og her er et kursuskatalog - og det tager kun 14 dage, så ved du hvordan du bider hovedet af en høne, der med garanti er vokset op i et rum med ovenlys."

Nææææh, dage er absolut ikke hvad de har været.

Jeg tror sgu jeg melder mig ud af det hele, og tager bopæl på en ubeboet ø, hvor der er masser af kaniner og agerhøns jeg kan slagte og spise uden større chancer for sundhedsskadelige konsekvenser, end dem man dagligt præsenteres for i supermarkedets kølediske.

Et enkelt, simpelt og givtigt liv, hvor der ikke eksisterer andet end før-dagen, nu-dagen, og morgen-dagen, og hvor ingen kan true mig med bål og brand og renter og gebyrer og indtægter og udgifter og reklamer og "du k a n jo altså ikke leve uden den her Gizmo, der vil være istand til at ændre din hverdag på mindst 3 forskellige punkter".

Dér vil jeg gro gammel, og fortælle mine børnebørn, når de kommer sejlende i den utætte robåd for at besøge mig, om de gode gamle dage, hvor der ikke eksisterede mere end dagen-i-dag, og hvor alt andet var uden betydning, og hvor vi diskuterede den hjemlige andedam over frokosten hos tante Anna og moster Gerda.

Og jeg vil tage en betydningsfuld mine på, når de med åbne munde og samfundsfjernede polypper spørger mig hvad i alverden en tante og en moster er.

En ren guru - det er hvad jeg vil udvikle mig til.

Og med tiden vil mit skæg vokse langt og flagrende, og mit hvide hår vil stå i pragtfuld kontrast til den solbrunede hud og de barkede næver, der vil vidne om et langt, nøjsomt og spinkende sparende liv, uden alle de tingenoter, dippedutter, og andre opfindelser, der gjorde mit liv til et helvede og overbeviste mig om, at dage aldeles ikke er hvad de har været.